First Brokers P/S solgt

Hos Faqtum M&A er vi glade for, at have bistået First Brokers P/S i salget til Forsikringsmæglerne DFM A/S. First Brokers er en stærk forsikringsmæglervirksomhed med base i Sønderjylland og med repræsentation af forsikringsmæglere i hele landet.
Forsikringsmæglerbranchen er i rivende udvikling i disse år. Flere og flere virksomheder bruger i dag en mægler for at sikre de rette forsikringer på de rigtige betingelser.
Samtidig bliver kravene til mæglervirksomhederne hele tiden større. Der skal investeres i systemer og løsninger til håndtering af kundernes engagementer. Det skaber et marked hvor de større mæglervirksomheder kan have stor fordel af at overtage de mindre. Vi har således med sikkerhed ikke set det sidste opkøb i branchen.
Faqtums Kenneth Birkholm mødte sælger Holger Olesen første gang i slutningen af marts måned 2019. Holger havde indledningsvis kontaktet en af de helt store revisions- og konsulenthuse og var blevet henvist til Faqtum M&A. Det blev starten på en spændende og lærerig proces med gode dialoger med mange potentielle købere.
Aftalen faldt på plads i maj og juni måned og selve overtagelsen er sket her den 1. august. Ejerkredsen og mæglerne fra First Brokers fortsætter i det nye setup. Matchet mellem First Brokers og DFM er det helt rigtige og vi glæder os til at følge udviklingen.
Tillykke til både Sælger og Køber og tak for både tilliden og det gode samarbejde.